Midt i sneen og kulden og det smukke solskin kunne det måske glæde vores medlemmer at vide, at vi faktisk har haft mindst én sjælden gæst i vores område sidste år.
I september fandt jeg en snerlesværmer (Agrius convolvuli) siddende på min cykelstaske. Snerlesværmeren er en af vores største natsværmere med et vingefang på op til 12 cm. Det gør den lige så stor som den mere almindelige ligustersværmer.
Denne snerlesværmer sad ubevægelig og uforstyrlig på cykeltasken i halvandet døgn og tog endda en indkøbstur til Strøby Egede med i ophøjet ro.
Klik for at se billederne i fuld størrelse.
De to billeder til venstre er mine egne, mens billedet til højre er fra www.insekthaver.dk.
Snerlesværmeren er en træksommerfugl af stor udholdenhed og kan komme herop og endnu længere mod nord fra Sydeuropa og langt ned i Afrika.
Der er kun omkring 100 observationer i Danmark om året, og snerlesværmeren er derfor relativt sjælden i landet. Så har vi også det, at være stolte af.
Bedste hilsner
Jacob Gammelgaard